Fra idé til app: Hvad er en app og hvordan tjener man penge på dem? 

Skrevet af: AppKoncept | Markedsføring & Forretningsudvikling
01.05.2017

Indledning:

Denne artikel er den første ud af en serie af artikler, hvor Frederik Drews og Mathias Mønsted fra virksomheden AppKoncept vil give dig et indblik i det forjættede, men stadig højt eftertragtede app-univers.

Frederik Drews er ekspert i at bryde den danske jantelov og tænke stort, når han udvikler forretningskoncepter og branding til diverse app-startups. Han er desuden en af de få personer, der tager det som et kompliment, når man kalder ham sindssyg.

Mathias Mønsted er i iværksætter-kredse anerkendt for at være Danmarks førende app-udvikler, når der skal laves en app til et innovativt startup. Han hører til den sjældne gruppe af udviklere, som både mestre frontend og backend udvikling samtidig med, at han anerkendes for sin evne til at tænke innovativt. Mathias er desuden co-founder af TooGoodToGo.

Mathias og Frederik arbejder sammen i virksomheden AppKoncept, hvor de har specialiseret sig i at konceptudvikle startup-virksomheder og hjælpe dem fra idé til app. Med deres bredde og solide erfaringsgrundlag har de har indvilget i at give dig et unikt indblik i ’app-universet’ og dets rumlige muligheder for succes – og fiasko. Velkommen til og god læsning.

Apps er både undervurderet & overvurderet

Siden App Stores lancering i 2008 er der blevet skrevet og fortalt en del om apps – primært fra mennesker som ikke forstår sig på app-universet.

Derfor vil jeg i den første artikel, som er en del af en serie af artikler, starte med at introducere dig for de oversete muligheder samt misforståelser ved apps.

Det smukke, men også skræmmende, for nogen mennesker ved applikationer er, at det på kort tid har forandret vores verden og måden, hvorpå man tænker forretning. Dette er også grunden til, at en del af den ældre befolkning bekæmper denne teknologi, som det blot var endnu et ungdomsoprør. Realiteten er bare, at apps er kommet for at blive, og at vi endnu kun har set toppen af isbjerget.

Apps bliver set skævt til af mange mennesker, hvis levebrød kommer fra deres mange års erfaringer indenfor deres respektive felt. Grunden til de skæve blikke skal ses i konteksten af, at deres mange års erfaringer hurtigt bliver overskygget af den hurtigt udviklende teknologiske verden, hvori deres erfaringer hurtigt bliver forældet.

Apps har simpelthen givet magten tilbage til folket. Vi får i flere og flere brancher frihed til selv at vælge, hvad der anses, som værende værdiskabende. Hvis jeg skal give et eksempel på, i hvor stor grad folket har indflydelse, så lad mig præsentere den uomgængelige kliché: Taxibranchen VS. Uber.

Problemet for taxibranchen har først og fremmest været, at de ikke har været kompetente nok til at følge med i den teknologiske udvikling, hvilket naturligvis medfører, at deres produkt med tiden bliver forældet. Uber udstillede, hvor dårligt drevet den eksisterende taxibranche var og er. Uber gjorde det ganske enkelt muligt for kunderne at vælge det eneste, der er værdiskabende for dem: nemlig at komme sikkert og hurtigst muligt fra A til B med god service og vide, hvem de kører med.

Kunderne har ikke behov for at betale for en vognmand, der fungerer som en anden bordelmutter. Ej heller en taxi som kommer 20 minutter efter, at de har behov for den, hvortil taxichaufføren så ovenikøbet ser kunden som en pestilens. Det er direkte tillidsbrydende, at det gang på gang er blevet bevist, at taxivognene snyder antallet af kørte kilometer og bevidst kører omveje for at kunne snyde kunden for flere penge, hvilket kunden sjovt nok ikke føler et behov for at betale for.

Alt dette har Uber givet hele verdens befolkning mulighed for at fravælge, og det er et eksemplarisk eksempel på nogle innovative unge mennesker, som har givet magten tilbage til folket. Det er ganske enkelt en falliterklæring af den danske stat at prøve at stoppe markedsmekanismerne og det frie valg via lovændring. Det kan passende sammenlignes med, at man forbød biler i slutningen af 1800-tallet, da det udfordrede et forældet erhverv som kusk. Til dem, som ikke ved, hvad en kusk er, så er det en heste-chauffør.

Jeg glæder mig personligt meget til at se, hvad regeringerne gør, når nye innovative startups udfordrer højtuddannede jobs. Dertil glæder jeg mig endnu mere til at se, hvordan taxichaufførerne har tænkt sig at blive i deres erhverv, når selvkørende biler for alvor slår igennem inden for de næste 10 år.

Ubers forretningsmodel om at stille en platform til rådighed der faciliterer kontakten mellem kunde og sælger, altså reelt set at sælge luft, er også den type app-idéer, som vi hos AppKoncept oftest bliver pitchet for.

Det er selvfølgelig klart, at når en virksomhed som Uber, og for den sags skyld også AirBnB, inden for ganske få år bliver to af verdens mest værdifulde virksomheder, så bliver andre iværksætter-minded mennesker både inspireret – og forblændet.

Danmark er spækket med personer, som er overbeviste om, at de har fået verdens mest geniale idé, og at de er den eneste i verden med deres idé. Det kan meget vel være, at deres ide er genial, men ud af de 7 milliarder mennesker, som lever på jorden, så er sandsynligheden for, at man står alene med en idé virkelig lille.

Den største klichésætning, som vi oftest hører, er: “Vi er Uber for (…)”.
Den udtalelse viser egentlig en form for disrespekt overfor, hvad Uber faktisk er. Uber er en kæmpe multinational virksomhed, som har mere end 6.700 ansatte. Det er ikke “bare” en app, og det sender mig videre til den største misforståelse inden for app-branchen: at det eneste det kræver for at lave en app-succes er en dygtig udvikler og derefter lidt deltidsarbejde, hvorefter man bare kan sidde og se pengene tikke ind på kontoen – Dette er langt fra virkeligheden.

Jeg vil anbefale alle med ambitioner om at lave “den næste Uber” at gøre op med sig selv, om de er villige til at ofre alt; om de er villige til at arbejde umenneskelig mange timer hver eneste uge, om de er villige til at droppe deres arbejde, om de er villige til at sige på gensyn og skuffe sin familie og sin venner i en lang periode, og om de er villige til at belåne sig selv til op over ørerne. Alt dette, samtidig med at de formentlig skal leve på en sten. Hvis du ikke er villig til alt af det ovenstående fra start af, så kommer du aldrig til bare tilnærmelsesvis til at lave noget, der ligner Ubers succes. Alle der har brug for at forklare deres egen ide, og hvorfor den er smart i forhold til en anden virksomhed, bliver aldrig til andet end de naive copycats, som de reelt set er.

Dermed ikke sagt at man som iværksætter skal lade være med at forsøge sig med at bygge en virksomhed, som sælger luft á la Uber og AirBnB. Dog er det vigtigt at have i mente, at man skal bygge en virksomhed og et brand i stedet for ’bare’ en app. Man skal gøre det ordentligt, og hvis man gør det ordentligt, så har man også muligheden for at bygge en kæmpe virksomhed på rekordtid, da disse typer af apps er de mest skalerbare.

Det vigtigste, når man laver en app, er ikke at tjene penge på sine brugere i første omgang. Det vigtigste er at opbygge så mange brugere som overhovedet muligt samtidig med, at man giver dem mest mulig værdi. Værdien af en app ligger i antallet af brugere, samt den værdi du som virksomhed tildeler dem. Derefter skal pengene nok komme. Mulighederne for at tjene penge på apps er nemlig store – og mange.

Den koncentrerede målgruppe

Hvis du opbygger en app, som f.eks. Vivino eller Forza livescore, så har du en så koncentreret målgruppe af brugere, at du kan tjene kassen på at samarbejde med virksomheder, som ønsker at sælge deres produkter til præcis denne målgruppe. For disse typer af apps er hver enkelt bruger mere værd end brugerne på de sociale medier. Grunden til dette er, at dine brugere allerede har vist interesse for et specifikt område, og derfor er din platform højst sandsynligt det bedste sted for virksomheder, som lever af denne måde at markedsføre sig på.

Luft sælgeren

Hvis du opbygger en app, som faciliterer kontakten mellem kunde og sælger, så er du først noget værd for en sælger, når du har bevist, at du kan skaffe kunder. Det er først dér, at sælgeren får noget ud af din platform. Hvis man ønsker at lave en så stor forretning som muligt, så vil jeg til hver en tid anbefale disse nye startups at opkræve så lidt som muligt fra sælger i starten, før virksomheden har bevist, at deres platform er besværet værd. Det medfører, at dem der tjener penge på din platform mere opfatter dig som en samarbejdspartner i opstarten, og derfor godt kan bære over med små fodfejl. Disse platforme, som fremmer kontakten mellem to parter, tjener penge på at tage en procentdel af den omsætning, som virksomheden skaber for sælgeren. Herunder kan virksomheder som Uber, AirBnB og GoMore, nævnes.

Volume sælgeren

En tredje metode for at tjene penge på apps er at opbygge et community, som kun har én type brugere, og at disse brugere udelukkende er på din app for underholdningens skyld. Ved disse apps er man dødsdømt, hvis man nogensinde opkræver betaling for brug af appen, og hvis man ønsker ens virksomhed at få så meget succes som muligt, så må man heller ikke forstyrrer brugernes oplevelse med irrelevante reklamer.

Man skal så at sige først gøre brugerne afhængige af appen og dens indhold. Herefter er det, der afgører din virksomheds værdi, antallet af brugere af din app, hvor meget tid de bruger på appen og hvor meget information, som du har omkring dine brugere. Metoden til at tjene penge på dine brugere her er at udnytte den information, som du har omkring dine brugere til at vise dem relevante reklamer. Du tjener ikke mange penge pr. bruger, men til gengæld har du en utrolig stor volumen af brugere. Herunder indgår virksomheder som: Snapchat, Facebook, Youtube mv.

Pusheren

Jeg har kategoriseret denne type apps som pushere, da de udelukkende lever af at give alle brugere en smagsprøve på deres produkt, hvorefter de kapitaliserer på de mest desperate af deres brugere. Det kan være et spil, hvor du kun har adgang til en bestemt del af spillet, og derefter skal brugerne betale for at tilgå resten. Denne type apps lever af at gøre deres brugere afhængige, hvorefter de køber udvidelser eller adgang til resten af spillet. Herunder kan spil som: Tinder & Subway Surfers nævnes.

No pay no cure

Den sidste metode til at tjene penge på apps er også den bredeste. Det er her, hvor alt ‘skraldet’ befinder sig. I denne kategori tilhører alle de apps, som ikke giver tilpas nok værdi, for at den kan køre rundt uden betaling. Denne type apps har alle det kendetegn, at de koster penge, før man kan prøve dem. De tilbyder som regel sine brugere et meget specifikt og småt produkt, som brugerne kun har behov for en gang imellem. Idéen om produktet er som oftest federe end selve produktet. Herunder kan nævnes diverse graviditets apps.

Jeg kan på det kraftigste anbefale alle ambitiøse iværksætter-minded mennesker, som ønsker at forbedre verden at kaste sig ud i at starte deres egen virksomhed, hvis platform er en applikation.

Arbejdet med at udvikle ens egen app fra idé til App Store og videre til en multimillion forretning er muligvis den bedste uddannelse, der findes overhovedet. Det er også en uddannelse, som ikke har andre adgangskrav end en kæmpe arbejdsmoral og viljen til at lære en masse nyt. Hvis disse to ting er på plads, så er det fuldstændig op til dig selv og måden, hvorpå du agerer over for de mennesker, du møder på din vej.

Har du passionen og lysten, så må du for alt i verden ikke lade dig begrænse af andre mennesker, som føler et behov for at “trash-talke” din vilje til at forfølge dine drømme.

Hvis lysten til at lave din egen app stadig brænder i dit hjerte, efter du har læst denne artikel, men du ikke ved, hvor du skal starte – så frygt ej. Vi vil i den næste række af artikler guide dig igennem step-by-step, hvordan du kommer på idéen, og hvordan du herefter får den fra idé til færdigt produkt i App Store.

Vi læses,
Frederik Drews

Videnspiloten bag indlægget

Frederik Drews

Iværksætter-ildsjæl og ekspert i branding og konceptudvikling

www.appkoncept.com

Frederik Drews hører til i gruppen af unge iværksættere med ambitioner og et højt energiniveau. Som en del af virksomheden AppKoncept, har Frederik sammen med Mathias Mønster hjulpet mange idérige mennesker fra idé til App. Han kender det forberedende arbejde og behovet for at udfordre og udvikle idéer for at blive en succes.

 

Videnspiloten bag indlægget

Frederik Drews

Iværksætter-ildsjæl og ekspert i branding og konceptudvikling

www.appkoncept.com

Frederik Drews hører til i gruppen af unge iværksættere med ambitioner og et højt energiniveau. Som en del af virksomheden AppKoncept, har Frederik sammen med Mathias Mønster hjulpet mange idérige mennesker fra idé til App. Han kender det forberedende arbejde og behovet for at udfordre og udvikle idéer for at blive en succes.

 

Vil du høre mere om apps og hvordan de kan skabe værdi for din virksomhed?

Du er altid velkommen til at kontakte Frederik Drews fra AppKoncept direkte eller lære dem bedre at kende på deres Videnspilot-profil

Få Kontakt
Se Profil
2017-05-05T16:18:52+00:00